Hund
Tandpleje:
Tandpleje inden for familiedyr er et område, der gennem de senere år er udviklet meget.
Dyrlæge Charlotte Hedegaard har videreuddannnet sig inden for tandbehandling (hos tanddyrlæge Jens Ruhnau) og kan således behandle og rådgive efter de nyeste principper på området.
Vi har en tandunit med ultralydsrensning, tandpudsning og boreinstrumenter.
Derudover har vi tandrøntgen, der bruges til at tage billeder af tandrødder, flækkede tænder og vurdere om en tand skal ekstraheres (udtrækkes) eller ej. Ligeledes kan vi sikre ekstraktionen er forløbet korrekt ved efterfølgende at lave kontrolrøntgen.
Tandekstraktion kan foretages v/kirurgisk ekstraktion "flapkirurgi" således at hullet lukkes og heler hurtigere og med mindre risiko for infektion og smerte. Der kan også være tilfælde hvor man efterlader "hullet" stående åbent, til heling fra bunden, f.eks. hvis der er infektion.
Ingen patienter forlader klinikken uden at ejeren har fået professionel rådgivning.
Røntgen:
Vores digitale røntgenanlæg gør det muligt at lave udvidede undersøgelser ved halthed og sygdom, så vi kan stille en korrekt diagnose og behandle ud fra dette. Desuden laver vi standardoptagelser som HD og AD billeder.
Scanning:
Bruges blandt andet til drægtighedsundersøgelse og ved mistanke om sygdom i bughulen, f.eks. pyometra (livmoderbetændelse).
Operationer:
Vi foretager en lang række operationer såsom: sterilisation, kastration (både almindelig og kryptokid, hvor den ene eller begge testikler ikke er faldet ned i pungen), fjernelse af fremmedlegemer i mave/tarm-kanalen, fjernelse af diverse typer af tumorer, fjernelse af analkirtler, operativ korrektion af Brachycephalt Obstruktivt Syndrom(BOS), blodøreoperation, perinealhernie, spytkirtelcyster m.fl.
Hud og ørelidelser:
Dyrlæge June Berg har videreuddannet sig inden for hudsygdomme. Hun har i 4½ år udelukkende beskæftiget sig med dette område på Lyngby Hudklinik.
Kløende ører hos hunde er et velkendt problem for mange hundeejere.
Vi har med vores udstyr mulighed for at undersøge øregangen. Vi udtager ofte prøver fra øret, og svaret er som regel klar kort tid efter, så vi ved om det er svampe, bakterier eller øremider vi har med at gøre.
Denne viden bruges til at planlægge en korrekt behandling af ørelidelsen, og om muligt at forebygge på længere sigt.
Hudkløe og hårtab kan man ligeledes forsøge at udrede, ved at lave en grundigere diagnostik. Der kan f.eks. foretages skrab og tages biopsier, så vi kan stille så sikker en diagnose som muligt.
Vi vejleder i den forbindelse også gerne i hvordan man gennem korrekt fodring kan forebygge og komme mange øreproblemer til livs.
Chipmærkning:
Det er lovpligtigt at få chipmærket sin hund. Dette skal foretages inden hunden er 8 uger gammel.
Aflivning:
Samtidig med man påtager sig ansvaret for en hund, påtager man sig en fremtidig sorg, når den skal herfra.
Det er en meget privat oplevelse og vi giver af samme grund mulighed for, at du kan vælge, om det skal foregå i hjemmet eller på klinikken.
Herefter er der mulighed for at hunden kan begraves hjemme eller kremeres/brændes på kæledyrskrematorium. Der er mulighed for at få asken tilbage i et brev, så den kan spredes i naturen, eller i en forgængelig urne, der kan graves ned eller en glaseret urne, man kan have stående hjemme. Man kan også få lidt af asken smeltet ind i en perle, hvis man ønsker det.